STUDIEJOB, SAMARBEJDER OG PRAKTIK
Måske kalder din bankkonto på sorte tal. Måske vil du gerne høste noget relevant erfaring inden for dit felt. Måske ville det i virkeligheden bare være meget skønt at ha’ en reel undskyldning for at skifte studier og lektier ud med noget andet en gang imellem? Der kan være mange grunde til at gå på jagt efter et studiejob, en praktikplads eller et samarbejde med en virksomhed – vi har din jobsøgende ryg.
Jobnet
Jobnet lister både studiejobs, deltidsstillinger, praktikpladser og meget mere. Du kan finde gode tips til din jobsøgning, lure på forskellige karriereveje og få et indtryk af, hvilke kompetencer vores lokale virksomheder søger.
Tre tips til at begynde din karriere ved siden af studiet
- Horsensianske virksomheder er do’ers og ikke bange for at prøve samarbejder af. Derfor behøver der ikke være en opslået stilling, før du kan søge drømmejobbet. Ring til virksomheden eller send dem dit pitch på, hvorfor I er det helt rigtige match – og læg fokus på den forskel, du kan gøre for dem.
- Tag fat i match-maker Casper Johansen fra Business Horsens på cas@businesshorsens.dk. Han har kontakt til mange forskellige virksomheder og brancher i vores område og ved lige præcis, hvad (og hvem) de har brug for.
- Vær ikke bange for at prøve noget af. Måske begynder du ikke i din drømmestilling, men Horsens kan ikke løbe fra at være en gammel arbejderby, og vi værdsætter stadig knofedt og vedholdenhed. Det bliver belønnet, og hvem ved – måske udvikler dit studiejob sig til en drømmekarriere?
Måske du bare sku’ starte selv?
Har du en god idé til en virksomhed? Eller måske bare lysten til at bygge noget op selv? Vi har et stærkt start-up-miljø i Horsens, og du må meget gerne være med – også selv om du er studerende. Tjek de her steder ud til en start, og vær ikke nervøs for at række ud og invitere dig selv på en kop kaffe. De horsensianske iværksættere er nok landets flinkeste.
- VIA Studentervæksthus: Her kan du (gratis) arbejde i workshops og få redskaber og metoder, som du kan bruge i både dit arbejdsliv og studie. Du kan få en fast eller fleksibel arbejdsplads sammen med andre studerende, der arbejder med deres individuelle projekter, og så får du personlig sparring af væksthusets konsulenter. Læs mere på deres Facebook-side.
- SCALE8700: Som overbygning til Studentervæksthuset kan du og din virksomhed accelerere som en del af SCALE 8700. Det er det næste naturlige skridt for studenteriværksættere, der kan og vil skalere deres virksomhed. Læs mere på Construction Center Denmarks hjemmeside.
- Makerspace: På Campus finder du Makerspace, hvor du kan få adgang til teknologier, materialer og fælles arbejdspladser, der kan bringe dig tættere på iværksætter-drømmen. Læs mere på VIA's hjemmeside.
- Vi starter sgu: Her finder du inspiration, netværk og gode historier fra det horsensianske iværksættermiljø – og helt sikkert et par gode idéer til, hvem du kan invitere dig selv til kaffe hos. Læs mere her vistartersgu.dk.
- Business Horsens: Hos Business Horsens kan du få gratis vejledning om virksomhedsstart, informationsmøder, kurser og events, som ruster dig til dit eget iværksættereventyr (og kaster netværk af sig). Læs mere hos Business Horsens.
Frivillige er bare klogere
Frivillige maksimerer deres CV, mens de giver en hånd med til koncerter og festivaler, drikker kaffe med ensomme, redder miljøet eller hjælper flygtninge.
Det lyder godt for karma-kontoen, ik’? Tjek frivilligjob.dk, headspace.dk eller de mange muligheder hos Horsens Sund By.
Horsens Works
Virksomheder i Horsens vækster og har brug for kløgtig arbejdskraft. Horsens Works gør dig klogere på dem, deres ambitioner og drømme om fremtidige medarbejdere. Hvem ved – måske er det dig?
Få projektleder-erfaring i Ungerådet
Gad du godt ha’ politisk medbestemmelse og samtidig få erfaring inden for eventplanlægning og projektledelse? Så skæv lidt til Ungerådet, der arbejder for at gøre Horsens til et endnu bedre sted at være ung – bl.a. ved at sparre med politikerne om sager vedrørende unge og ved at stable events og kampagner på benene. Kort fortalt får du her mening, erfaring og en ny flok venner. Der er valg til Ungerådet hvert år, og du kan stille op, hvis du er mellem 15-29 år og bor eller uddanner dig i Horsens Kommune.